Modsvar og et åbent brev til forældre, så I kan træffe det rette valg for jer og jeres familie!

Jeg er blevet gjort opmærksom på en artikel, skrevet af sundhedsprofessionelle til sundhedsprofessionelle. Jeg bliver helt ærlig ramt på min faglige stolthed. Artiklen er skrevet uden nogen former for evidens og med en tone der er så negativt ladet. Jeg bliver både trist på min faglighed og på den måde, der bliver skrevet om børnene på.

På en måde hvor det at give en sund, stærk tilknytning til forældrene kan blive en dårlig ting og inden vi går i gang med at kigge nærmere på artiklen, vil jeg sige, at vi har virkelig meget lidt evidens baseret forskning på børn og motorisk udvikling. Det vi som fysioterapeuter bygger den motoriske udvikling på, er mangeårige observationer af mange børn. Og ud fra det har man så draget nogen konklusioner om hvordan den motoriske udvikling normalt forløber. Der er generelt meget lidt evidens baseret forskning når det kommer til børn, fordi det simpelthen ikke er etisk forsvarligt. Så hvis vi lige tager det med i baghovedet.

Hvis du nu, som jeg, er meget nysgerrig på, hvordan vi bygger den gode, sunde, glade babyhjerne, der siden bliver til børnehjerne og voksenhjerne. Så ved vi at de første 1000 dage er SÅ vigtige i denne process. AL forskning på dette områder beskriver vigtigheden af dette, og vigtigheden af at vores børn er tætte med deres forældre. En virkelig dygtig læge der brænder for dette, for at udbrede denne viden, både til sundhedsfaglige og til resten af befolkningen er Rosie Knowles og du kan læse alt om det på hendes hjemmeside Her. Hun har meget mere sin faglighed med på det område end jeg har.

Vi kan starte med at tage fat på det første begreb, der bliver snakket om. Nemlig begrebet “Containerbaby”. Der har aldrig nogensinde, været nævnt et bæreredskab i den forbindelse. Det man taler om her er en måde at “opbevare” baby på, enten i hjemmet eller på vej fra a til b. Aldrig når de er i tæt kontakt med en forældre. Hvis du er nysgerrig på det begreb, er der en ret fremragende artikel her

Nu vi er ved fikseringsdelen, der bliver nævnt i artiklen. så kan vi også lige snakke om den “fiksering” man laver når man svøber sit barn. Når man pakker barnet ned i barnevognen, giver selen på og spænder voksiposen godt fast. Det kan vi nok alle blive enige om også er en meget fastlåst og fikseret stilling. Men det er en stilling, der er helt normalt accepteret i vores samfund. Derudover er der gåstole (i ved den der barnet sidder i med et bord hele vejen rundt og med hjul) og hoppegynger (begge dele er genstande, der aldrig burde have set dagens lys, hvis man ser på den belastning de laver på barnets ryg og hofter), autostole, klapvogne, højstole. Der er så mange måder i løbet af en dag, hvor vi fastlåser børn, hvor de ikke har fuld bevægefrihed.

Hvis du nu har prøvet at bære dit barn i et bæreredskab, så ved du, at barnet sagtens kan bevæge sig. Ja, bevægelsen er begrænset. Men hvis vi kigger på en baby på 14 dage. Vi lægger dette barn på et tæppe på gulvet, ser på hvor meget bevidst bevægelse der er og hvor meget af det er spjæt. Disse spjæt vækker ofte barnet. Disse spjæt ser du ikke i slyngen, fordi barnet er afgrænset og trygt, som da det lå i livmoderen. Spædbarnet kommer fra en meget trang plads, hvor bevægefriheden om noget sted er begrænset. De første 3 måneder, kaldes det 4. trimester, det er en overgangsperiode, hvor barnet går fra den meget komprimerede stilling i livmoderen, til gradvist at åbne sig selv mere og mere op, blive mere og mere bevidst. Måden hvorpå man bedst understøtter denne udvikling, er at have barnet tæt, give barnet tryghed, omsorg og næring. Jeg kender ikke mange spædbørn, der gerne vil ligge i lange perioder for sig selv. Hverken om dagen eller om natten. Der kan det være en befrielse for forældrene at have barnet i et bæreredskab, da det giver forældrene noget frihed tilbage. Alt dette kan du også læse meget mere om hos Rosie Knowles. Hun har samlet det bedste litteratur der er på området. Eller du kan læse bogen the continuum concept af Jean Liedloff.

Nu kan vi så begynde at kigge på de fysiske og anatomiske aspekter der bliver nævnt i artiklen. De skriver blandt andet dette

“Når viklen/slyngestoffet dækker hovedet, kan barnet ikke spontant bevæge hovedet frit til en ny position. Det fastholdes i asymmetriske stillinger, hvor nakke og halsmuskler holdes i samme stilling med nogle muskler i ydre bevægebane og andre muskler i indre bevægebane. Dette giver sideforskel i de muskler, der bør udvikle sig symmetrisk. Aktuelt er der opmærksomhed på, om der er en sammenhæng mellem børn med favorit-side (barnet holder ansigtet vendt mod samme side meget af tiden og deraf asymmetrisk kranieform), og med børn, der også bæres meget i vikle/slynge med hovedet holdt til samme side.”

Når jeg underviser og behandler uanset om det er i forbindelse med bæreredskaber eller genoptræning. Så taler vi om variation. Både ift stillinger, øvelser og bevægemønstre.

Ja, vi har en favoritside.

Ja, den skal vi forældre være opmærksomme på.

Vi skal hjælpe barnet med også at komme til den anden side. På præcis samme måde, som hvis barnet ligger for meget på enten ryggen eller den ene side. Så har vi nemlig problematikken om det skæve kranie. Hvilket du btw ikke ser hos børn, der bliver båret meget, fordi kranie knoglerne ikke er udsat for det samme pres fra tyngdekræften. Hvis barnet helst ikke vil have hovedet til den ene side, er der nok nogen spændinger der skal kigges på af en professionel.

Jeg har efterhånden set rigtig mange bærebørn og ikke et af dem har haft en asymmetrisk kranieform, som følge af meget brug af vikle. Jeg har til gengæld set rigtig mange flade baghoveder, som en konsekvens af, at barnet har lagt for meget på ryggen. Denne udtalelse er min egen observation.

Der står også dette i artiklen.

“De større børn i vikler sidder altid med meget udadroterede hofter, hvor der igen er ulige muskelforhold omkring leddet med stræk på muskler og ledbånd på den ene side af leddet og for forkortning af ledbånd og muskler på den anden side af hofteleddet. Dette vil uden for viklen eller slyngen give barnet udfordringer i at kravle, hvor det er nødvendigt at kunne samle benene ind under sig og stabilisere med musklerne omkring hoften for at indtage en mulig kravleposition. Vi ser flere børn med udadroterede hofter, hvor børnene har svært ved at samle benene under sig og har svært ved at kravle. Ligeledes er nogle af disse børn også udfordret i at kunne rejse sig til stående, da de ikke så nemt kan holde benene i hensigtsmæssige positioner.”

For det første skal vi lige have styr på nogen termer, når det kommer til bevægelse over hofteleddet. Når du bøjer benet, ligesom hvis du skulle gå på en trappe, så flekterer du benet. Vi kalder bevægelse i den retning for flektion. Den modsatte retning, altså når du sparker bagud med benet, er ekstension. Hvis du krydser det ene ben foran det andet ben, så laver du en adduktion over hofteleddet, modsat hvis du træder til siden med benet, laver du en abduktion.

Og endeligt kan hofteleddet også rotere. Hvis du sidder på en stol med samlede ben, og forsøger at flytte foden ud mod stolebenet, stadig med benene samlet, så indadroterer du i lårbensknoglen. hvis du i stedet roterer benet den anden vej over mod modsatte ben, så udadroterer du i hoften.

Så nu kan vi kigge på den ovenstående udtalelse. Hvor der står, de større børn altid sidder med meget udadroterede hofter, så er den udtalelse ikke sand. Hvis du går ind og kigger på anatomien, så sidder barnet med en flektion og en abduktion over hofteleddet. Hænger underbenet lige ned, når barnet slapper af, så sker der ikke en rotation i hofteleddet! Det er ganske basal bevægelseslære.

Så kan vi kigge på den position hvor hofteleddet, muskler og ledbånd er i hvile, så er det med en flektion mellem 90-110 grader og en abduktion på mellem 45 og 55 grader. Så derfor vil den stilling barnet sidder i, den stilling vi kalder frøstilling. Her vil hofteleddet være i hvile. Hvis man kigger på børn med hoftedysplasi, også kigger på den behandling der er, så vil man se at den skinne disse børn fikseres i, er med fleksion på min 90 grader og en abduktion på min 45 grader. På den måde udvikler hofteleddet sig optimalt og børnene vil få færrest mulig gener fra hoftedysplasien som voksne. Du kan læse meget mere om hoftedysplasi lige her.

Der er et stort spænd for hvornår og om børn kravler. Det jeg oftest er stødt på er at hypermobilitet har indflydelse. Og der er det vigtigt at være opmærksom på ikke at få overspredt barnets ben, da deres ledstop, ligger længere ude end normalt. Hvis du er i tvivl og har brug for hjælp, så tag kontakt til en slyngevejleder, der kan guide dig.

Det sidste fysiske aspekt vi skal kigge på er det omkring coremusklerne.

“Hvis et barn bæres op i en høj alder med slynge og viklestoffet tæt omsluttet højt på kroppen, udvikler barnet ikke – som et siddende barn i barnevogn/klapvogn (8-10 mdr. eller derover) – sine coremuskler og muskelstyringen over egen krop. Den frie siddende balance, der ofte mestres når barnet er ca. 8 mdr., er afgørende for udvikling af en god balance og sikkerhed i den videre motoriske udvikling.

Coremusklerne, som er betegnelse for mave og rygmuskler, der arbejder detaljeret sammen i synergier, er centrale for generel balanceudvikling for børn i denne alder. Balance-, fald- og afværgereaktioner udvikles gennem erfaringer på dette stadie. Hvis børnenes muskelreaktioner ikke udfordres i siddende stilling i bevægelse, f.eks. gennem transport i en barnevogn, men i stedet støttes på hele kroppen fra nakke til under numsen, får barnet ikke tilpas udfordring og dermed ikke den grundlæggende udvikling af de muskler, motoriske synergier og strategier, der skal til for at holde og fortsat udvikle en god fleksibel kropsholdning og balance i bevægelse og aktiviteter. Børn kan altså, af ren omsorg, fratages de erfaringer, der skal til for at lære at opretholde balancen i den siddende stilling. Musklerne i mave og ryg udfordres slet ikke i samme grad, når barnet ikke skal være muskulært aktiv for ikke at vælte. Nedsat kraft giver nedsat kropskontrol og svag oplevelse af sikkerhed.

Hvis barnet, der bæres meget i sele/vikle, samtidig er et barn, der ikke bryder sig om at ligge på maven, vil barnet givetvis være udfordret på at få tilstrækkelig med symmetrisk kraft i musklerne i øvre ryg og nakke. Nedsat kraft i denne del af kroppen, kan forårsage at barnet har svært ved at stabilisere skulderleddene. Stabile og stærke skuldre og arme er en forudsætning for at kunne krybe og kravle – og på den måde kommer barnet ind i en ”ond cirkel,” hvor barnet ikke mestrer egen-forflytning og dermed ikke får oplevelsen af selv at kunne bevæge sig frem og rundt efter f.eks. legetøj. De børn, der ikke selv kan forflytte sig, kan opleves som frustrerede eller opgivende.”

For det første, hvis du har prøvet at vikle et barn på 8-10 mdr, så ved du at hvis dette barn er vågen, så er det tæt på umuligt at få stoffet til at dække hele vejen op i nakken, med armene inde. Og har tager vi udgangspunkt i et barn der ikke er syg eller fysisk/psykisk handicappet.

Det man oplever er et barn der hænger til den ene side, fordi det fik øje på noget spændende, er ved at dreje hovedet af led, fordi der var noget spændende eller forsøger at rejse sig og kigge bæreren over skulderen, fordi der var noget spændende. Man oplever verden sammen. Jeg har endnu ikke mødt et viklebarn, der ikke mestrer den frie siddende stilling ved 8-9 mdrs alderen. Og hvis man nu følger anbefalingerne og ikke sætter barnet op, medmindre det er til et måltid eller på skødet. Ikke i barnevogn, ikke i klapvogn eller på gulvet, men venter til barnet selv kan rejse sig fra maveliggende og først derefter lader dem sidde frit på gulv, i barnevogn og klapvogn. Så vil man opleve at børn mestrer dette ved 9 mdrs alderen, ca. Du skal ikke blive nervøs hvis det sker senere eller før. Alle disse barnet skal kunne det og det og det, ved den og den og den alder. Det er generelle oberservationer, hvor det for gennemsnittet er der det vil ske. F.eks så vil lægen først gøre noget hvis dit barn ikke går efter 18 mdr, fordi det først er derefter man vil se på det som problematisk. Tilbage til det at sidde. Her er det min observation er at bærebørn, ofte mestrer dette før. Igen, dette er en observation, det har overhovedet ingen evidens. Det er mine observationer.

Når små babyer bliver båret i et bæreredskab, ergonomisk korrekt, så vil barnet, uanset om det er sovende eller vågen, følge bærerens bevægelser. Deres balance og deres muskler vil hele tiden skulle inrette sig efter de bevægelser, der sker hos bæreren. At være bærebarn er altså ikke en passiv aktivitet. Når man ligger og sover, enten i sengen eller i barnevogn, så er der tale om en passiv stilling, når ikke barnet bevæger sig lidt. Men sådan helt generelt vil dette være en passiv stilling. Når barnet bliver båret oprejst i et bæreredskab, skal barnets krop modstå et tryk fra tyngdekræften. Der hjælper vi barnet med bæreredskabet, således dette foregår i en god stilling, der belaster deres krop mindst muligt.

Vi kan kigge lidt evolutionært på det. Hvis vi skulle bevæge os omkring efter mad, vand, læ og i sikkerhed fra rovdyr, dengang da vi boede i huler, ville vi jo være nød til at bære vores børn. Vi er jo ikke født med hverken hjul eller barnevogn. Vi har altid båret vores små. ALTID. Det er det vi er bygget til.

Vi kan kigge på det lille spædbarn, der er født med en palmar refleks, det griber omkring din finger, hvis du ligger den i deres håndflade. Deres plantarrefkles, refleksen under foden. Her igen, hvis du rører ved deres tæer, vil de forsøge at gribe fat omkring dig. Denne refleks svækkes jo ældre barnet bliver, jo mere deres nervesytem modnes. Hvis du kigger på det lille barn, der er ved at lære og gå, vil du stadig kunne se denne plantarrefleks, når de forsøger at gribe fat om gulvet.

Vores coremuskler et er fantastisk system. Det bliver stimuleret når barnet sidder i et bæreredskab. Jeg vil påstå (der er ingen evidens) at der sker mindst ligeså meget i muskulaturen hos disse børn, som der gør ved børn, der bliver stablet op med puder på gulv i sofa og i barnevogn. Hvis der er behov for en barnevognspude for at barnet kan sidde, så vil jeg påstå, barnet ikke er klar til at sidde selvstændigt og det var bedre at vente, lade barnet ligge i barnevognen eller tag barnet op på armen, hvis det gerne vil kunne følge med i verden. Jeg kan anbefale at læse Mel Cyrille, der advokerer for in arms carrying. Hun har mange gode pointer og teorier.

Ift arme og skuldre. Så ja, de skal trænes/belastes for at blive stærke. Men jeg kender heller ingen børn, der aldrig er på gulvet, på maven. børn er ude af bæreredskabet for at blive puslet, når det skal have mad og lignende. Du behøver ikke  træne med dit barn i timevis hver dag, medmindre du har et handicappet barn og denne træning er i samarbejde med sundhedsprofessionelle.

Der sker en helt naturlig ændring med mere gulvtid jo ældre barnet bliver. jo mere klar barnet bliver til at opdage verden på egen hånd. Her er en stærk og sikker tilknytning en nødvendighed for at barnet har lyst til at udforske verden. Igen, vil jeg anbefale at kigge med hos Rosie Knowles. Eller kigge på den psykologiske del af tilknytning og opvækst, der ligger nemlig rigtig meget.

Den sidste del af artiklen, jeg gerne vil kigge på er denne del.

Ud over de motoriske udfordringer, som vi ser, at børn kan få af at opholde sig for meget i passiviserende udstyr, ser vi også andre dimensioner i barnets udvikling, der kan hæmmes.

Et barn, der bæres i slynge eller vikle, er næsten frataget muligheden for at være fri og direkte kropskommunikerende og lulles let hen, og deres handlemuligheder i forhold til omverdenen er reducerede. De kan ikke med kropssprog vise en nysgerrighed på omgivelserne og har ikke bevægefrihed til at række efter, vende sig efter eller dreje hovedet efter det, der fanger deres blik og kunne optage dem.

Deres små udtryk og ytringer kan vanskeligt imødekommes med blikkontakt og mimisk spejling, og denne fastspænding til den voksnes krop opfordrer ikke til selvstændig kommunikation og dialog med omverdenen. De afskæres fra oplevelser med at opleve omgivelsernes invitationer, at gå på opdagelse, at søge ud og finde hjem igen. De lærer, at verden kommer til dem – ikke omvendt – hvilket ikke er befordrende for at udvikle selvfølelse, initiativ og agens.”

Lige her er jeg direkte uenig. Der er mere og mere der tyder på at børn, specielt i det første 4. trimester, der bliver båret meget, netop får deres behov opfyldt hurtigere end børn der ligger meget for sig selv. De helt små signaler barnet udsender, opfanges hurtigere af bæreren. Man kan se en tendens der viser at babyer og børn der bæres meget, græder mindre (anisfeld et al 1990), ammes længere, deres lugtesans og tale er bedre udviklet, deres sociale færdigheder udvikles hurtigere. Man ser en hurtigere heling hos mødrene, færre efterfødselskomplikationer og en større følelse af at lykkedes som mor.

Børn, der bliver båret, får ikke frataget muligheden for at være direkte kropskommunikerende, de kan sagtens vende sig mod omgivelserne, række efter noget og dreje deres hoved, mod det deres blik fanger. Jeg ser ofte bærebørn udforske verden med stor selvsikkerhed og de ved lige præcis hvor de skal hen når verden bliver overvældende, stor og farlig. De tager masser af initiativ og agerer på deres lyst til at udforske. Jeg vil anbefale jer at læse dette og dette. Derudover har WHO publiceret Kangaroo care, hvor de belyser den positive effekt af hud til hud kontakt ved for tidligt fødte. Man kan drage de samme konklusioner til børn født til tiden. du finder denne publikation her.

Der hvor der rent faktisk er lavet noget forskning, der er når man kigger på sårbare familier, hvor der kan være problemer med tilknytningen. Der vil et bæreredskab virkelig kunne gøre en forskel og det håber jeg virkelig bliver udbredt hos sundhedsplejersker der arbejder med særligt sårbare familier. Igen læs hos Rosie Knowles. Hvis du har brug for mere videnskabelige artikler, så kan hun sende dig links til flere, hun vil med garanti gerne hjælpe!

Jeg er godt klar over at det ovenstående nu lyder som om jeg tager stor afstand til barnevogne. Det er ikke tilfældet, men jeg synes, det er en ærgerlig tendens, der er i vores samfund. Fordi nogen forældre, gør noget, der er meget anderledes end flertallet, så må de jo gøre noget, der er forkert og derfor giver vi denne ting skylden for manglende motorisk udvikling, eller at de bliver kede af det, når de skal afleveres i pasning.

I stedet synes jeg man skal kigge på det generelle billede af alle børn og vores samfund. For der er helt sikkert noget galt. Men det er ikke bæreredskaberne der er problemet.

Verden er ikke sort/hvid. Den er ikke enten/eller. Der er mange nuancer og jeg synes vi skal kigge på dem alle. Derfor bliver jeg ked af det på børn og forældres vegne, når artikler som denne, der er så negativt ladet i en bestemt retning, kan gøre så mange forældre usikre. Forældre som gør deres bedste. Vi vil det bedste for vores børn, vi gør vores bedste. Og hvis man bliver i tvivl er der masser af steder man kan få hjælp.

Og til sidst, så vil jeg sige at vi i sundhedsvæsnet jo kun ser de steder hvor der er brug for hjælp, vi ser sygdom og behov for behandling. Vi ser ikke det brede billede af alle de børn og voksne, der trives og har det fantastisk.

Så derfor. Forældre lyt. Lyt til den lille stemme indeni dig, den der giver dig sommerfugle eller knuder i maven. Lyt til den. Ikke til al den larm der kommer udefra. Lyt til den lille stemme. Den har som oftere ret.

IMG_7147

Reklamer

2 thoughts on “Modsvar og et åbent brev til forældre, så I kan træffe det rette valg for jer og jeres familie!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s